Mindst af alt holder jeg af hverdagen

Hverdagen skræmmer mig for tiden. Dét vi startede for mere end et halvt år siden, udvikler sig konstant. Det tager mig med og afslører mere og mere. Mest af mig selv. Og jeg hader hverdagen. Har jeg fundet ud af.

Jeg har nok altid vidst det. Når jeg læste Dan Turèll. Mest af alt holder jeg af hverdagen. ‘Virkelig, Dan?’ har jeg tænkt. Og så: Der må være noget galt med mig. Siden jeg elsker den så lidt, den der hverdag. Jeg må mangle en evne. Evnen til at se det store i det små. Kærligheden til rutinen. Trygheden i det mundane. Dan har evnen, tydeligvis. Hvordan får jeg fat i den?

Og andre virkede til at have evnen. Evnen til at elske hverdagen. Stå op, afsted, snik-snak, handle, lave mad og så i seng. Og jeg prøvede den på og blev kun mere angst. Og når det blev weekend, skyndte vi os afsted. Ud, væk, på eventyr i det ukendte. Og verden åbnede sig i bilen og tankerne blev kæmpestore. Og horisonten var bred og vi elskede med de største armbevægelser. Og det blev søndag og angsten tog til. For man kan jo ikke leve af at jagte eventyr i en Fiat Punto. Så træk vejret og lær at elske den, den skide hverdag. Sådan tænkte jeg.

Men det er dét der er med at rejse. Rejsen er ydre og indre, har jeg læst. Og bedst som jeg tror at vores rejse er komplet, åbner en ny sti sig og jeg husker at destinationen altid er her. 

Således tog vi i sidste uge afsted på ferie. En mærkelig en af slagsen og én som egentlig ikke var som vi ville. Vi havde lånt et hus nord for København. I haven var der kaniner, som Kleo og Freddie fodrede. Indenfor var der smukt og højt til loftet. Men vi følte os fangede i byen, i et fremmed hus, med små fedtede børnefingre og alt for værdifulde designermøbler. 

Men rejsen er indre og ydre, læste jeg. For måske var denne rejse aldrig blevet det den blev, hvis ikke vi havde siddet præcis i dén lejlighed, præcis i København. Hvis ikke vi pludselig følte os så fangede. Måske var det pausen fra alt derhjemme. Afbrækket, afstanden, der fik alting til at stå helt klart. Kontrasterne til at tegne sig tydeligt. At forlade alt hjemme og bare køre. Med hinanden i hånden og mod horisonten.

For lige pludselig forstod jeg, at det eneste der nogensinde havde holdt mig tilbage var mig. Den eneste der holdt os tilbage var mig. Jeg trak og trak, mod en hverdag jeg hadede. En hverdag, som jeg havde gjort alt for at give slip på over det sidste halve år. Den skide hverdag. Måske var det afstanden, der gav mig modet. De nye øjne. Dagene sammen. 

“Jeg vil bare gerne bo i en campingvogn” udåndede jeg med afmagt i stemmen til Henrik på anden-dagen. Jeg vil være det omrejsende cirkus vi er. Jeg vil bruge af livet. Virkelig bruge af det. Det skal være en hullet, vredet klud, når jeg er færdig med det. Jeg vil løbe til jeg ikke kan trække vejret, jeg vil skråle, jeg vil ud. Jeg vil male med prikker og store, brede striber. Jeg vil nå at farve mit hår lyserødt og jeg vil se, hele tiden, med de her nye øjne. Jeg vil leve i kontrasterne. “Du er Elton John” sagde Henrik. Og så græd jeg.

Og der sad jeg så. I københavn. Midt i en fremmed sofa og græd. Fordi jeg aldrig før havde følt mig så set. Så set som i dét øjeblik, hvor min mand vidste at jeg er Elton John. Og det her ender sgu som en skør fortælling og jeg er helt ligeglad. For jeg tog afsted til København og kom hjem som Elton John. Med mit omrejsende cirkus i hånden. 

Og nu sidder vi her i vores kaos. Flyttekasser og legoklodser og tumlemadrasser og flyverbriller. Cirkusset letter langsomt fra det store hus ved skoven. Jeg kan mærke det, for vejret glider let og trækker mig op mod himlen. Tagrenden er knækket og vi er gledet fra hinanden lyder det fra radioen. Og mandag lurer, hvor Henrik skal afsted. Resterne af den skide hverdag. Så jeg løfter hovedet og ser mod nytåret. Ét skridt nærmere livet. Èt skridt mere væk fra hverdagen. Og jeg børster gamle tanker væk fra sindet, så sjælen igen kan flyve frit. Vi skylder vores børn at vise dem hvem vi er. Så de får modet til at vise verden præcis hvem de er. Og jeg er Elton John. Og cirkusvogn og lyserød. Og rod og planer ud af vinduet. Og fortællinger fra skøre verdener og magi så let som candyfloss. Og eventyr. Så mange eventyr. And sometimes making a living and making a life point in opposite directions. 

Og mindst af alt. Mindst af alt holder jeg af hverdagen.