Det er godt vi har hinanden

Jeg har været med til ti begravelser i mit liv. Jeg er 32 år. Begravelserne har alle været familiemedlemmer eller elskede venner og mange af dem foregik i min barndom. Tre bedsteforældre, som hver især døde efter et langt liv. En naturlig slutning, om man vil. Resten har ikke haft den samme historie. Sygdom, trafikuheld, selvmord, mere sygdom. Min farbror, to af mine fastre, min onkel, min svoger, min far, min veninde. Alle sammen tragiske dødsfald og alt for tidlige dødsfald.

I perioder, da jeg var lille, når nogen ringede fra min fars side af familien, sagde mine forældre halvt spøgende: “Hvem er nu død?”. Døden var nærværende i mit liv fra jeg var syv år gammel og den er det stadig idag. Alligevel var den ikke noget, vi snakkede meget om. Til trods for at den vendte tilbage igen og igen, år efter år. En enkelt gang, da min far mistede sin ene søster, husker jeg at han fortalte mig om skytsengle. At hun nok var hans skytsengel nu. En smuk historie, som jeg holdt ved i lang tid efter. Men ellers var der stille. Når vi talte om døden var det med ironisk distance. Vi lavede sjov med den, holdt den i armslængde. som for at undgå at se den i øjnene. Som for at undgå at tage alvoren alvorligt.

Gennem hele min barndom har jeg set voksne mennesker falde sammen i afmagt ved mødet med døden. Da jeg blev voksen fandt afmagten også mig, da først min far døde, dernæst min svoger og senest min veninde. Og angsten kom snigende. Og lagde sig som en tungt anker om mit hjerte. Om mit liv, for en overgang. For hvad gør man med mødet med døden, når man som barn kun har set de voksne le tragikomisk ad den, mens deres ansigter langsomt faldt indad? Når den vender tilbage år efter år efter år, som en konstant prikken på skulderen og bønfalder mig om at se den i øjnene, mens jeg kun har lært at le og se bort? Når jeg husker min mor sige “I vores familie dør de som fluer” mens hun griner og øjnene flygter? Hvor går man hen med sin angst?

I hele mit voksne liv har jeg løbet fra den. Alt hvad remmer og tøj kunne holde. Fyldt min tid, mit sind, mit liv med distraktioner, så jeg ikke så angsten i øjnene. For jeg har aldrig lært andet. Jeg var bange, sindssygt bange. For i min verden var døden noget, der kom igen og igen og igen. Og ingen havde nogensinde sagt mig, at den ikke er farlig. Så jeg har troet jeg kunne snyde den og leve mit liv på trods.

 

Da jeg var omkring 10, mistede min far sin anden søster. En kræftsygdom, der alt for hurtigt spredte sig og tog hendes liv indenfor et år. Jeg kan huske, at jeg kom hjem fra ferie med min mor og mine søskende og fandt min far i stuen. Han havde flyttet alle møbler og var ved at vaske gulv. Min far vaskede aldrig gulv. Jeg kan huske det, fordi jeg kan huske hans fortvivlelse. Min voksne far, der krøllede sammen af afmagt, fordi hans storesøster var taget fra ham. Han græd. Og han blev ved. Og så tog han mig op. Og han satte sig med mig i den rødstribede lænestol. Han gav mig et knus, som jeg husker den dag idag. Og han sagde “Det er godt, vi har hinanden”.

For nogle dage siden sad jeg på en legeplads. Med sol og børn og en nær veninde. Og midt i alt spurgte hun til Line. Min veninde, der døde for halvandet år siden. Om jeg ville fortælle om hende. Så jeg fortalte. Og fortalte. Og hun kom til live igen, som vi sad der blandt gynger og trampoliner og byggede slotte i sandet. Og jeg blev glad i maven ved tanken om Line. Og jeg skrev en besked til min veninde den aften. Takkede hende fordi hun spurgte. Det er godt vi har hinanden.

Og dagen efter malede jeg dørkarme, mens jeg hørte Deepak Chopra tale om den. Døden. Om, hvordan han ikke frygter den. For vi dør jo hele tiden, sagde han. Den dreng jeg var, lever ikke længere, han er væk, sagde han.

Jeg ved ikke om jeg er dér endnu. Jo, det ved jeg. Det er jeg ikke. Vi er ikke helt venner endnu, døden og jeg. Men jeg løber ikke længere, jeg vender mig ikke væk. Angsten bliver langsomt mindre. Jeg forsøger at åbne mine sammenknebne øjne og se på den. Jeg forsøger at lytte til den. Og når jeg bliver bange og lille og gerne vil flygte, så tager Henrik min hånd og minder mig om, at døden blot er døden og har været det altid. At den er der, så vi ved hvornår vi lever. At vi alle har den tilfælles. Han havde ret, min far. Den dag, i hvert fald. I sidste ende er det så godt at vi har hinanden. Lige her. Lige nu. I sidste ende er dét det eneste vi har. Og det han sagde den dag i lænestolen, er nok det vigtigste døden har lært mig, indtil videre. Og jeg fortsætter med at lytte. Og jeg lægger min angst ned, når Kleo spørger til den og vi taler om den og mindes. Og vi ler ikke ad den og vi laver ikke sjov. For angsten stopper her, med mig.

Så noget har den lært mig. Det er så godt, at vi har hinanden. At vi bruger livet med hinanden.

Og så har den lært mig noget andet. At det betyder noget, hvad du siger om døden til dine børn. Hvad du siger om den til dem, der sørger. Hvad vi siger om den til hinanden. Hvad vi siger til dem, der er væk. Dét har den lært mig og jeg øver mig hver dag.

Så derfor taler jeg om den. Fordi det betyder noget, at vi taler om den. Og så ellers lader den ligge, for at gå ud i verden og leve livet, nu vi har det.