Køkkenhave i forhaven? Når du har en græsplæne, men skal bruge en mark #3

Melankoli.

Vi kørte en tur og talte sammen. Børnene sov og horisonterne var lange. Så vi snakkede og snakkede. Om poesi og æstetik. Livet og kunsten og døden og alt det imellem. “Jeg tror du tænker meget poetisk” sagde jeg. “Jeg tror, jeg er æstetiker” svarede du. Og vi talte om den kærlighedshistorie jeg havde skrevet – vores kærlighedshistorie – som gjorde dig tungsindig. Og om melankolien. Den, der vælder op, så snart ordene vælter frem fra mine fingre. “Den er fundamentet for alt andet” sagde jeg i bilen. Den er uundgåelig. Den har fulgt mig siden jeg kan huske og lige så længe har den skræmt mig.

Jeg har misundt de letsindige, lette og flyvske, mens jeg selv har været bundet til jorden. Melankolien har trukket i min hånd og givet min verden tyngde. Når jeg læste Tove Ditlevsen på mit værelse eller Bob Dylans mundharmonika fylder min stue. Når jeg ser i mine børns øjne og når du tager min hånd. Når fuglene kvidrer og himlen er høj og når disen omfavner verden og tonerne er grå.

 

Jeg læste om den, da vi kom hjem. I Gyldendals ordbog.

Melankoli, sænket stemningsleje.

Jeg tror den er så misforstået, den stakkels melankoli. Når den sidder der i hjørnet og hvisker om døden. Jeg tror, vi er bange for den, skræmte over dens klarsyn. Jeg tror, vi skælder den ud og pakker den ned og giver den psykiatriske mærkater. For livet skal helst kunne ta’s med en pille.

Jeg tror den bliver udskældt som var den pessimisme, sortsyn og tungsind. Men dét den vil lære os, handler om livet. Den kommer med bevidstheden om altings endelighed. Den er dén tyngde, der giver forårsdagen sin skønhed og barnehånden sin blødhed. Den tager vores hånd når vi kommer hertil og holder den lige til vi skal herfra. Den trækker i os, insisterende og peger på solen. ”Se nu på den, se nu” ber den os, mens vi løber og jager og ser bort. Den giver os desperationen og gennem den, glæden og nuet.

Og jeg har følt mig så forkert. Tvær og tung om hjertet. Og misundet de luftige, lette og sangviske. For jeg troede at de alene ejede glæden. Og jeg har forsøgt at flygte. At være letsindig og fandenivoldsk på trods, men den finder mig altid igen. Den tager min hånd og hvisker “Husk, at du ikke er uendelig”.

Så med tiden er den blevet min ven. I ved, den der slags der bare blir og blir. Så jeg kan ligeså godt holde af den. Og det er jeg så endt med. For lige så meget som den hvisker om døden, lige så meget råber den om livet. Uden den, var alt blot én dimension, én streng, et enkelt strøg.

Og vi skal sikkert samme vej fremover, den og jeg. Fordi den følger efter og fordi jeg ta’r den med. Og når lykkekulten lukker og selvhjælps-propagandaen engang får sin ende, kan det være den endda blir moderne igen. Når jagten på lykke-fixet stopper og tilværelsen endnu er ulidelig let. Da står den klar med en hånd i mørket og siger “Fortvivl ikke, det her er blot fortvivlelse.” Og måske holder jeg endda op med at misunde de letsindige, de sangviske, de luftige. Måske tør jeg endelig tage imod melankoliens udstrakte hånd, sætte mig hos den og lytte helt stille. Og takke den for al den lykke, døden skænker de levende.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Køkkenhave i forhaven? Når du har en græsplæne, men skal bruge en mark #3