Drømme er flygtige og flyvske bæster

Drømme er flygtige og flyvske bæster. Hvis bare mine drømme for fem år siden var de samme, som jeg drømmer idag. Så behøvede jeg ikke skifte min retning, ændre min mening, tilgive mig selv mine valg. Men ingen har vel blot én drøm hele livet. Ingen jagter vel kun en enkelt drage. Vi løber og stierne snor sig og de leder til nye stier, som vi aldrig før har trådt. Og vi ved, så snart vi ser dem, at dem må vi tage, den vej må vi løbe. For en usynlig tråd trækker i hjertet og en hånd puffer os i ryggen.

Og ser jeg kun tilbage eller ned på fødderne, så synker hjertet og jeg mister modet. Jeg vil blive og gå på stien jeg kender. Frem og tilbage, her, ved de træer hvor vi skar vores navne. Og jeg glemmer at alle minderne aldrig var blevet, hvis ikke vi var gået med snoren, der trak. Med stierne, der snoede og foldede sig ud. For alle drømme starter et sted. Lige så vel som de slutter.

Og bliver jeg på stien, fordi frygten tager over, så løber drømmene selv. Af de snoede stier og krogede veje, til jeg en dag slet ikke kan nå dem længere. Og jeg vil sidde i det stille og se tilbage. På et liv i det sikre, fyldt med stier, jeg ikke turde følge og snore der endnu trækker, hvis ender er alt for langt borte.

Engang frygtede jeg drømmene mest af alt. For de tog mig af ukendte veje mod verdener jeg ikke kendte. Og jeg troede slet ikke jeg var modig nok. At jeg turde gribe snoren og løbe med livet. Så jeg blev og holdt fast, med knoer der var hvide. Købte mig fattig i sikkerhed og forsikringer om en fremtid i det kendte. Men drømmene kræver slet ikke mod, de kræver blot, at jeg følger med. At jeg tager deres hånd og ved, at de vil mig. At jeg er dem værd og har ret til hver og én.

–

For bare tre år siden var min drøm lige her. I det store hus med udsigt til skoven, til markerne, til himlen. Med pejsen i stuen, hvor vi skulle varme os til jul. Og buskene i haven, vi skulle spise af til sommer. Her, ved de høje graner, trak tråden i vores hjerter og vi tog hinanden i hånden og sprang. Vi drømte så kæmpestort, vi drømte om de næste 50 år. For her kunne vi være og leve, mens vores børn kunne lege og gro.

Og vi har fået alle drømmene og mere til. Vi har varmet os ved pejsen, mens vinden tog fat i granerne. Vi har spist til maverne blev store, af ribs og hindbær og solbær. Vi har plukket pærer fra træet og gemt os bag hver en krog. Her er taget de allerførste skridt og her er grædt de tungeste tårer. Her blev vi en familie, her blev vi til. Her var livet, når livet var smukkest og her var livet, når det var mørkest. Her stirrede jeg ind i natten med fortvivlelsen brændende i halsen. Her bristede mit hjerte af glæde og himlen var høj som aldrig før. Her levede vi 50 år på bare tre somre.

Og her, lige her, i kanten af skoven, fandt vi pludselig en ny sti sammen. Én jeg tror, vi begge godt kendte. Jeg tror, den har ligget der al den tid. Men vi måtte her forbi for at finde dens start, for at sparke i de blade, der dækkede den til. Jeg så den og vidste, at den skal vi følge. For tråden trak igen i hjertet og hånden puffede i ryggen. Men jeg blev bange og kiggede væk. For hvad med huset og pejsen. Hvad med de 50 år og alle de drømme vi kendte. Kan man give én drøm i bytte for en ny? Så tog jeg dig i hånden og viste dig stien. Og du kendte den godt og vidste, vi skulle afsted. Du ventede bare på mig. På, at jeg forstod, at alt er et valg. At prisen vi betaler for de 50 år og pejsen og huset er tiden, nu, med jer.

Så her går jeg rundt og drømmer nye drømme, mens mit tunge hjerte tager afsked med de gamle. Jeg maler karme og stikker kanter og gør alting pænt og lyst. Og hvert penselstrøg er et suk og min hals snører sig til. Jeg sætter mig i vinduet og hvisker stille farvel. Til mit kære, gamle, skæve og allerførste hus. Til de vægge, der rummede os, når hjerterne var størst og det gulv, der greb os, når faldet var tungest.

Det er slet ikke dig, det er mig, tænker jeg og ser mod de høje graner. Bag dem gemmer sig så mange stier, så mange snoede, eventyrlige veje. Og jeg er på én gang sørgmodig og lykkelig. Over, at jeg ved, jeg må gå med dem. For intet forpligter som drømme.