Babyrøv og klassisk musik

Engang, når vi fortæller historien om de her dage, vil den være eventyrlig. Fyldt med mod og kærlighed. Det vil være historien om, hvordan vi sagde nej tak, tog livet i hånden og gik den anden vej. Det er en fantastisk fortælling. Og det er det også lige nu. Og det skal jeg nogle gange minde mig selv om. For det er også alt andet.

Som idag, hvor jeg vågnede alt for tidligt i mørket i dobbeltsengen. Mit hoved kørte på dobbelttakt og det brændte bag mine øjenlåg, men jeg kunne ikke finde tilbage til søvnen. Jeg vendte og drejede mig, tankerne sværmede og med ti minutters intervaller blev min tankestrøm invaderet af tilstedeværelsen af skiftevis en blerøv, så en fod, så et hoved og så en blerøv. Forgæves forsøgte jeg mig med noget morgen-meditation dér blandt blerøv og tumlende tanker. Needless to say, det forløb med mindre succes. Tankerne fortsatte med at løbe af med mig og kaste sig over ethvert ledigt bytte. Da blerøven meldte godmorgen og vi endelig stod op, var min krop tung som bly og verden tåget.

Jeg talte med Henrik over havregrøden. “Nogle gange glemmer vi også at jeg for bare et halvt år siden var et helt andet menneske” sagde jeg. “Sådan ét, der skulle have planer for alt, styr på alt, kontrol over alt. Og der er jo stadig rester tilbage af hende. Nogle gange glemmer vi det.” 

“Men hvorfor er det vigtigt?” svarede han. “Hvorfor er det vigtigt at huske?”

Jeg ved godt han har ret. Hvorfor er det vigtigt? Vi er her nu. Jeg er her nu. Hvad vi var engang, kommer aldrig igen og alt hvad vi skal blive i morgen, ejer vi ikke endnu. 

Alligevel bliver jeg lille, når frygten dukker op. Når den prikker mig på skulderen med ‘hvad nu hvis’ og ‘har du tænkt på’. Jeg falder i kaninhullet og leder og leder. For der må da være noget jeg har overset, noget der ødelægger planen. Det må der være, jeg skal bare finde det. Og jeg falder og falder og bliver mindre og mindre. Til jeg er helt lillebitte og en stemmer hvisker “Husk nu, at jeg slet ikke er modig. Husk nu, at jeg jo ikke kan det her. Husk nu, at jeg slet ikke er god nok.”

En dag vil jeg have glemt de dage. De vil vige for nye dage, som igen vil vige for andre. Og idag vil blive en del af dén der fortælling. Om modet og kærligheden og alt det andet. Og jeg vil have glemt at der var dage hvor jeg stod midt i det hele og var lille. Hvor jeg manglede en hånd at holde fast i og modet til at stå. Og være og vente. Og tro på at alt er helt som det skal være.

Og midt i alt var Freddies kindtænder på vej. Og han græd og havde ondt og ville intet. Så jeg tog ham op og gik ud på badeværelset, hvor blerøven blev smidt og jeg fyldte vand i karret. Jeg sad med ham på armen, mens vandet langsomt løb. Og den hånd jeg havde mest brug for at holde, vidste jeg pludselig hvor jeg skulle finde. Jeg huskede min fars kærlighed for Gustav Mahler og tændte for anlægget. Jeg slukkede for vandet og satte Freddie i karret og satte mig ned og smilede med ham, mens de klassiske toner fyldte vores badeværelse. Bar babyrøv og klassiske strygere. 

Og pludselig kom roen. Visheden. Lige dér midt i babyrøv og kindtænder og på tværs af et helt århundrede. Strygerne sang om den samme frygt og fortvivlelse, som hundrede år senere sidder i min krop. Et sted engang har mindst én mand følt den samme afmagt. For frygten er universel og det samme er modet. Modet til at stå fast, modet til at være, modet til at læse min historie mens den skrives. Og nyde fortællingen, uden frygt for slutningen.