Pistacienødder i mørket

Jeg spiser pistacienødder i sengen i skæret fra en døende iphone og det minder mig om et liv der var engang. Den mig, der var engang. Om karrysild på rugbrød i Pernilles et-værelses på Silkeborgvej, klokken 3 om natten, efter en bytur. Om din far, der forgæves forsøger at overbevise mig om at børste tænder, før jeg går i seng og vaske frugten, før jeg spiser den. 

Fra et eller andet sted i huset strømmer en svag lyd af pan-fløjte og jeg forestiller mig alt hvad jeg skriver simultan-oplæst til tonerne fra Irish Boy. Forsvundne Danskere, party of one.

Jeg var ikke altid sådan her. Jeg var ikke altid kun det her. I en tid, der var engang, var jeg fandenivoldsk og frygtløs. Jeg var stor i slaget og sikker på livet. Jeg forsvandt undervejs, men jeg var her engang. Jeg spiser pistacienødder i sengen til lyden af dit åndedræt og i mørket kan jeg næsten finde mig igen. Fandenivoldsk og sikker på livet. Jeg lukker øjnene i mørket og mærker mig frem og det føles vigtigere end nogensinde, at finde tilbage. At finde hende den skråsikre igen.

Der er ting jeg vil have du skal huske og ting jeg jeg håber du altid vil tro på. At din ærlighed er en sjælden valuta i en verden af konsensus.

Jeg spiser flere pistacienødder og drømmer om at de var en berliner med hindbær. Eller en sjus med en helvedes masse rom. Engang drak jeg mig pisse-fuld i et telt på Skanderborg og mødte din far. Sammen sejlede vi gennem natten til tonerne af Kashmir med bland-selv-slik under armen. Vi delte posen på en bænk, mens vi så ud over søen og havde en af de der vigtige snakke, som jeg aldrig igen vil kunne huske. Og vi blev gift og Line fortalte gæsterne om posen med bland-selv. Om bland-selv-testen og hvordan den kan afsløre et forholds bæredygtighed med præcision. Hun havde en rød kjole på og det længste, smukkeste hår og hendes tale gjorde mig stolt, som var jeg hendes lillesøster. 

Hun var det reneste i verden og nu er hun væk. Og verden er fattig og jeg mangler min ven. Når det menneske du har mistet er et af de bedste du har kendt, bliver opgaven med at bære dem videre kollosal.

Jeg lammes i dens nærvær og stirrer ud i mørket. Spiser pistacienødder og ønsker mig tilbage til en tid, hvor jeg kun skulle bære mig selv og mit eget spøgelse. For hvordan skal jeg nogensinde blive opgaven værdig? Jeg er et sølle hylster for Line at skulle leve videre i. For Line var ærlighed og renhed. Fandenivoldsk og favnende. Hun var et menneskebarn, der plantede små blomster hvor hun gik. Og jeg er en tarvelig kryster, der spiser pistacienødder i mørket.

Dog er der er ting, jeg vil have du skal vide. Der er en mig, jeg vil have du skal kende. Men jeg er stadig ved at grave for at finde hende frem, for en del af hende gik med de døde. Så når jeg ydmygt graver og famler og vakler for at finde hende og vise hende til dig, så bær over. Jeg er din mor. Men jeg er kun et menneske.