Intentioner, 2019

Jeg har aldrig rigtig gjort i nytårsforsæt. Årskift gør mig langt mere melankolsk end håbefuld og at sætte et forsæt for et helt år, når jeg knapt kan se gennem januars grå tåge, virker mest af alt som at spænde ben for mig selv før jeg overhovedet er begyndt at gå. 

Men med tiden (og børnene) er det gået op for mig at det kan være nødvendigt at have nogle løbende mantraer – huskeregler, søjler, citater. Reb, at holde fast i når der går havregrød og Vaffelvovse i det store, forkromede overblik. Indtil nu har dette fungeret efter det sindrige system, at min post-amme-hjerne flankeret af en analog kalender spækket med noter, forsøger at internalisere et nedkog af alt fra Cohen citater over terapeutiske mantraer til tilfældige videnskabelige facts. Alt sammen ting, jeg med de bedste intentioner har tænkt “dét skal jeg huske!”, for herefter at skrible det ned på note-siderne i min kalender og fuldstændig glemme det igen alt imellem 2 timer og tre dage senere. Et mildest talt mindre bæredygtigt system. Hvis man gerne vil benytte de her ting til at gennemføre en form for varig forandring, altså. Det var her at årsskiftet viste sig at være kærkomment, after all.

For når jeg bladrer igennem min kalender for 2018, er alle ugerne spækket med ønsket om forandring. Med vejrtrækningsøvelser, stress-cirkler, opskrifter på hjemmelavet tørshampoo. Havetips, meditationsteknik og lommefilosofi. Lutter gode intentioner. 

Og det er jo det årsskiftet kan. Dét med intentionerne. Begyndelsen, der vækker håbet. Et håb, som jeg personligt synes bliver kvalt ved at nedfælde forsætter for det nye år. Forsætterne indeholder en vis tvang; et stift rettet blik på målet.

Men intentionerne, dem holder jeg af. De lover intet og skuffer ingen. De er rene og klare og fri af målet. De hylder begyndelsen, fremsynet og håbet. Så på årets første side i min kalender står nu mine intentioner for 2019.

Om man arbejder med forsæt eller intentioner, er vel same same, vil nogen nok synes. Men for mig gør det en forskel med intentionerne. Det sætter stemningen for 2019, uden at pålægge pres. Det giver rum til at snuble og gå en anden vej for en tid, uden skyld eller dårlig samvittighed, for intentionerne er stadig de bedste. 

Helt lavpraktisk var de her intentioner noget, min mand og jeg nedfældede over en kop the og risalamande rester, da vi var i sommerhus mellem jul og nytår. 2019 står i vores lille familie for nogle store forandringer (mere om det senere) og årsskiftet kaldte derfor på en fælles prioritering. Derudover har det føltes som om de sidste par år har brugt os mere end vi har brugt årene, og den følelse ville vi gerne ændre ved at gøre os bevidste om hvad vi vil fylde 2019 med. Intentionerne er opdelt i tre intentioner for familien, tre intentioner for mig selv og tre intentioner for vores fællles projekter. Her indgår både intentioner som at lave mad ude mere end 183 dage i 2019 (her kan det med fordel nævnes at det er en fremragende ide at have indkøbt en bålgryde før man nedfælder den slags og klokken pludselig slår 2019. Men som sagt: intentioner), at blive rarere (og mindre irritabel) at være i selskab med, at anlægge en køkkenhave samt at dyrke 20 minutters yoga om ugen. Godt og blandet, men alt sammen ting, der fylder mit liv med mere af det jeg gerne vil fylde det med.

Og når systemet går på autopilot og overblikket ryger, kan jeg forhåbentlig slå op på første side af 2019 og finde de gode intentioner frem igen. Skrue ned for forventningerne og op for håbet. Holde fast i de reb, jeg har lagt ud for mig selv og samtidig have modet til at slippe alle de andre. Eller også glemmer jeg alt og træder ved siden af titusind gange. Men jeg gør det med de bedste intentioner.