Køkkenhave i forhaven? Når du har en græsplæne, men skal bruge en mark #1

At leve godt

At leve godtJeg har noget med kirkegårde. Hvilket er hamrende ironisk, for jeg er angst for døden. Men de trækker i mig, kirkegårdene. De giver mig ro og forankring. Altings tilstedeværelse og altings forgængelighed på ét og samme sted.

Vi snakkede om døden igår, Henrik og jeg. Om døden og om at leve, bevidst. At træffe valg, mens vi kan og lade vores værdier være styrepinden. “Livet er én lang forberedelse på døden”, sagde Henrik. “At leve godt er at forberede sig på at dø godt”. Det blev siddende i mig og gav ekko resten af dagen.

For år tilbage lavede en sygeplejerske et opsigtsvækkende blogindlæg. Hun arbejdede på en afdeling for terminalt syge og listede i sit indlæg en top 10 over menneskers fortrydelser på deres dødsleje. Konfronterende læsning. Jeg åbnede blogindlægget for nylig, i et forsøg på at læse det. Men angsten kom rullende ind over mig og jeg lukkede min browser. Kiggede væk, satte skodder for vinduerne. Døden blev levende og jeg var skræmt fra vid og sans.

Den har været der så længe jeg kan huske, angsten for døden. Som lille mærkede jeg den i glimt, som en vægtløs fornemmelse i maven, når tanken faldt på døden eller jeg så op mod stjernerne og det store sorte tæppe væltede ned mod mig. Som at se på solen, som Yalom ville formulere det, men for derefter også at kigge væk igen, fortsætte med livet.

Over de sidste år har den været en tilbagevendende og i perioder blivende bestanddel af mit liv, angsten. For tre og et halvt år siden blev jeg mor og havde pludselig alt at miste. 10 måneder senere mistede min søster sin mand, pludseligt. Der gik halvandet år og jeg blev mor igen. Tre måneder efter, døde min hjerteveninde. Ansvar og afmagt, mening og meningsløshed, uendelig glæde og dyb sorg har tegnet rammerne for de sidste tre år og de første år af mit moderskab. Jeg har haft sværere og sværere ved at se væk fra solen og være tilstede i livet, lige nu.

Angsten er der i os alle, tænker jeg. Jeg hader den, men det seneste år er der sket noget. For selvom jeg afskyr angsten, er den også blevet en ven. Den der slags, der fortæller de sandheder jeg ikke vil høre. Fordi de er netop dét. Sandheder. Så jeg er begyndt at lytte og når jeg gør det, er det så nemt at høre efter. Angsten har fjernet al støj og stillet alting i et sknivskarpt perspektiv. Og i det perspektiv er det pludselig blevet helt umuligt for mig at fortsætte det liv jeg har levet hidtil; at fortsætte med at bruge min tid på den måde jeg har brugt den på. 

Jeg vil for alt i verden dø godt. Og inden den dag kommer, vil jeg leve godt.

Vi tænker alle at vi har mange år endnu. Tid til at nå det hele og det er en dejlig tanke at varme sig ved. Men vi ved intet. Vi aner ikke om vi har mange år, for tiden er ikke vores. Så jeg vil hellere varme mig ved tanken om at dét jeg gør her og nu gør at jeg kan dø godt, når den tid kommer. 

Livet er her og nu. Men det er døden også.  Alt er til og alt er forgængeligt. Og man kan være så bange for døden, at man bliver bange for at leve.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Køkkenhave i forhaven? Når du har en græsplæne, men skal bruge en mark #1