Foråret lader som ingenting

Jeg er sådan én, der glemmer ting

Igår sad vi under den åbne himmel. Med børn og bål og leg. Og sol i spandevis. Jeg og en anden mor talte om hvor meget brænde vi havde tilbage til brændelageret. Jeg pegede over i hjørnet ved den røde murstensbygning og sagde “Vi kan jo bruge brændet i hjørnet”. Hun så på mig og sagde kærligt: “Det sagde du også i sidste uge.”

Det var først da jeg svarede: “Undskyld. Det skal du ikke tage dig af. Jeg er sådan én, der glemmer ting. Det er ikke fordi, det ikke er vigtigt” at det gik op for mig.

Jeg er begyndt at glemme ting. Mange ting og hele tiden, faktisk. Det er ikke en underdrivelse at sige, at jeg er blevet sådan én, der glemmer ting. Jeg ved sjældent hvad klokken er, eller hvad jeg skal i næste uge. Jeg roder, griser og er lidt klodset. Jeg bevæger mig langsomt og jeg er begyndt at komme for sent. Og jeg nyder det.

Men jeg har ikke altid været sådan. Tværtimod, faktisk. Men jeg tror altid hun har boet inde i mig, hende den glemsomme, rodede, klodsede.

Før var der bare ikke plads til hende. For før var jeg hende, der havde styr på ting. Alting. Jeg havde lister i hovedet. De indeholdt alt og de var endeløse. Jeg var vokset op med klap på hovedet og ros til skyerne, når jeg kendte det rigtige svar, så jeg fortsatte i mit voksne liv med at søge dem. De rigtige svar. For at få ros, måtte man kende alle svar. Så det gjorde jeg. Hvis ikke jeg gjorde, fandt jeg på noget, der lød overbevisende. Jeg huskede alle samtaler og holdt styr på alles præferencer. En slags forsikring for at alle skulle kunne lide mig.

For det var jo også vigtigt. At have mange venner. Lister af dem, helst. Med én på førstepladsen og så fremdeles. Og for at have dét, skulle man være sådan én folk kunne lide. Da jeg var otte, opfandt jeg en ‘bedste veninde’, der boede i en anden by. For sådan én havde alle de andre. Og jeg ‘socialiserede’, for det havde jeg lært, at man skulle. For der er ingen tid at spilde i en ekstrovert verden. Et par venner er ikke nok i en verden, hvor alle kender alle. ‘Networking’ hed det senere, da vi blev voksne og uddannede. Og jeg hadede det. De mange mennesker gjorde mig forpustet, svimmel, forvirret. Samtalerne gjorde mig selvbevidst og nervøs og jeg talte minutterne til jeg var hjemme. I ro, med mig selv.

Bag den firkantede facade gemte jeg mit rod i skabe. Min taske var et arkiv af kvitteringer og gamle lakridser. Pizzabakker kunne stå på mit køkkenbord i uger og min bil blev støvsuget halvårligt. Bag min lukkede dør var der helle. Her stillede ingen spørgsmål, her skulle jeg ikke vide alt, her kunne jeg bare være til. Sådan levede jeg en hel ungdom. Jeg for vild i verden uden at ane, hvem jeg var. Jeg forvekslede ros med kærlighed og jagtede den, til det gjorde mig syg. Jeg fikserede blikket på alle de andre, mens jeg ledte og ledte efter rummet, det dér rum til mig. I mange år, rigtig mange år, troede jeg oprigtigt at jeg ikke var lavet til at være i verden. Jeg var ikke lavet som de andre.

Jeg kunne have fortsat sådan endeløst, tror jeg. Forpustet, fortravlet, forvirret. Lavet lister og klamret mig fast til kontrollen. Den kontrol, der aldrig var min til at begynde med. Det var først da livet slog bremserne i, at hende den lille rodede indeni langsomt begyndte at komme frem. Og de endeløse lister langsomt forsvandt. Tiden blev irrelevant og tempoet blev langsomt. Jeg fik travlt med at være, frem for at gøre. Indtil jeg pludselig en dag vågnede op og var hende, der glemmer ting.

Jeg er ikke længere bange for ikke at vide ting. For ingen vender sig væk, når jeg ikke kender svaret. Jeg har ingen venner på Facebook og bruger ikke tiden på at holde kontakt med lister af bekendte.  Min verden er lillebitte og den vokser sig mindre hver dag. Præcis som jeg altid har ønsket det. Her går jeg rundt i mit rod. Og glemmer og er til og er nok. Og alt imens husker jeg alt det, der er vigtigt. At vi kun er her, nu. At alverdens lister ikke er en plan for livet. At det er akkurat så vigtigt at lære at glemme, som det er at huske.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Foråret lader som ingenting