Stjernekrig i min stue

Der er stille omkring mig. Eftermiddagskaffen er stadig lun og dét er i sig selv en sjældenhed. Jeg har fødderne oppe og på den anden side af ruden synger fuglene foråret ind. Herfra har jeg udsigt til både himmel, skov og æbletræ.

Inde i stuen er de netop landet på månen. Alle tre iførte sig rumhjelme, før de satte sig i kontrolrummet ved el-orglet og gjorde klar til lift-off. Nu udforsker de månelandskabet med lette, langsomme skridt og Navigatør Kleo råber “Er alle mand klaaar?” før de igen letter med kurs mod Jorden. Før de ser sig om, er de under angreb. Rumvæsener har kurs mod fartøjet. Styrmand Freddie er utrænet i den kritiske situation og besætningen havner i nærkamp. Et øjeblik er alt kaos. Rumvæsenerne har omringet fartøjet og der skydes fra alle hjørner. Navigatøren rammes af en pludselig tørst og Kaptajnen sendes efter forsyninger. For en stund er der våbenhvile.

Besætningen er igen velforsynet og fartøjet letter. Der hersker let rastløshed blandt dele af besætningen, men modet genvindes efter en kort tale fra Kaptajnen. Pludselig er rumvæsenerne tilbage. Men denne gang er besætningen forberedt. Angrebet afværges og fartøjet vender sikkert tilbage til jorden.

Engang, i et liv for længe siden, hadede jeg mandage. De gav mig hvide knoer og knuder i maven. De markerede starten på virkeligheden, på adskillelsen, på længslen. De var lange som år og beige på beige. De startede med et suk og jeg sank, når de var til ende. Jeg sank og tænkte “I morgen er det kun tirsdag”. Hver uge var en ørkenvandring mod fredagens frihed, hver dag endnu et skridt nærmere.

Idag er endnu en mandag. En mandag i mit parallelle liv. Og idag er der stjernekrig i min stue. Idag er der ikke længere hvide knoer, knuder i maven eller længsel. Kun stjernekrig i stuen og sol i min kop. Og Navigatøren åbner stille døren, kommer ind og sætter sig hos mig. “Jeg vil sidde hos dig” siger hun og så “må jeg skrive?”. Vi ser på hinanden og sidder dér lidt, mens hun fortæller mig om rumfærden og kampen og rejsen hjem igen. Så skriver hun lidt, før vi rejser os for at lave tomatsuppe til besætningen.

Hvide knoer kan man altid få. Men stjernekrige som denne, udkæmpes kun én gang hvert årtusind.