Revolution og havregrød

Jeg har bygget mig et andet hjem under min dyne. Et hemmelig hytte, hvor jeg skriver i fred. Omkring mig sover de trætte og under taget på min hytte ånder alt ro.

For tiden har ordene svært ved at komme. Jeg kan mærke dem i halsen og under min hud. Det snører og prikker og de sidder lige der. Men de vil ikke videre, de er som i protest. Stilstående, ventende, spørgende. Så nu sidder jeg her i mit bomulds-hjem og forsøger at drive dem ud. Jeg letter på taget for at få luft. Her er alt, alt for godt isoleret. I mit hoved kører Bob Dylan på repeat og jeg savner morgenens lys.

For tiden føler jeg mig som en omvandrende kliché. Jeg har opsagt mit job, klippet mit hår og solgt min telefon. Jeg er lige dele revolution og midtvejskrise. Folk ser på mig og siger jeg er modig. Jeg ser mig selv i spejlet og kan ikke kende noget igen.

På den anden side af revolutionen venter havregrøden. Hverdagen og den der frihed, jeg jagtede. Og den er så pissehamrende forpligtende. Og det er først nu det rigtig går op for mig. Jeg satte mig i min bil hver eneste dag. Satte knappen på autopilot og gjorde hvad jeg skulle. Jeg sejlede gennem livet, mens alt indeni var slukket. Og det var det nemmeste i verden. Uforpligtende, beige, simpelt.

Nu står jeg her, uden andet end os. Intet at gemme sig bag eller i. Og jeg græder alene ved tanken.

For jeg har aldrig før bare skulle være. Alene formuleringen virker som et testamente til mine manglende evner. “Skulle være”. Og være nok ved blot at være. Jeg har gjort og præsteret og taget mig af. Og livet er rullet afsted og jeg har følt mig som en succes. Og så er det er nu, at ordene sætter sig fast. Jeg skulle skrælle omtrent tyve lag før jeg fandt ud af, at jeg ikke har den fjerneste anelse om hvordan man er til. Er jeg mon nok, nu jeg bare er mig.

“Hamsterhjulet er indeni” sagde Henrik den anden dag. Jobbet og status og penge. Alt det er bare praktik. Åg, vi smider for at mærke, at det virkelige ræs er det der foregår i os. At den virkelige kamp ikke er mod verden, men med mig selv. Indeni mig selv.

Så jeg koger havregrød på den anden side af revolutionen. Og går i forårssolen og smider sten i bækken. Og taler med Henrik og krammer mine børn, indtil jeg lærer at alt det, og lige netop dét, er godt nok. Det er alt hvad der er brug for.