Den dér kamp, vi kæmper

Jeg blev interviewet den anden dag. Af min veninde, der er journalist på en lokal avis. Interviewet fandt sted i anledningen af Kvindernes Kampdag. En dag, der allers altid enten kommer bag på mig eller går min næse fuldstændig forbi.

Men interviewet fik mig til at tænke. Over kvinder – og den der kamp, der kæmpes.

For der kæmpes en kamp. En kamp for kvinderne. For vores køn, vores ligestilling, vores muligheder, vores ret. Sidstnævnte, kan jeg godt få en fornemmelse af, virker til at være det der får den største fokus i denne her tredje-fjerde-bølge feminisme, der har rullet over os de sidste år. Og dét der med at holde på sin ret, det har en tendens til, i sagens natur, at få en trodsig klang. En klang, der fjerner fokus fra den snak, der ligger nedenunder.

Mange af de slag, man har udkæmpet og udkæmper under kvindefanen har haft deres historiske ret og rolle. Og på mange måder er de valg jeg træffer idag, kun mulige at træffe, fordi kvinder før mig har kæmpet for mine muligheder. Dog ser jeg ikke mine valg som del af en feministisk dagsorden. Jeg ser ikke mine valg som del af en kamp for at være kvinde. Ikke fordi de som sådan ikke kan ses sådan. Men fordi jeg ikke først og fremmest definerer mig som kvinde, men som menneske. Og jeg tror at al vores snak om lige ret og ligestilling dækker over en anden og langt mere vigtig snak: snakken om frihed og ligeværd.

Jeg tror på ligeværd, forud for ligestilling. For uden ligeværdet er ligestillingen ligegyldig. Samtidig kan noget aldrig stilles lige hvis det ikke har lige værd. Og værdet, det vil altid komme fra mig selv, fra min selvrespekt. Værdet handler om at jeg respekterer mine ønsker, respekterer min tid, respekterer mig selv nok til at vide at jeg er mine inderste ønsker og drømme værd. Og så snart jeg kommer dertil – så er det ligegyldigt om jeg får eller opnår det samme som naboen – og om jeg er kvinde eller mand.

I ligestillingen ligger der en udmåling og en sammenligning med andre, som jeg i udgangspunktet ikke går op i. Jeg underkender hverken behovet for feminisme eller de kampe der er kæmpet for kvindekønnet. Men når jeg ser mig omkring idag, tror jeg ikke så meget kampen angår det kvindelige køn, som det angår mennesket som helhed. Vi har i virkeligheden langt mere brug for menneskets kampdag. En dag hvor vi holder på vores ret til at være mennesker – og medmennesker især. Hvor vi holder på retten til at løsrive os fra de økonomiske systemer, institutioner og arbitrære samfunds-rammer, der ligger til grund for udmålingen, og komme tilbage til blot at være mennesker. Nøgne, ansvarlige, dømt til friheden.  Denne ret har alle, kvinder som mænd, unge som gamle. Friheden er vi alle dømt til – friheden til at vælge selv. Og det skylder vi at lære vores børn frem for alt andet.

Jeg vågnede først op til denne frihed i starten af mine tredivere. Og jeg føler det er den største forpligtelse overfor mine børn at jeg udlever denne frihed. At jeg gennem mit liv og deres barndom viser dem, at vi alle fortjener vores ønsker og drømme og at livet er dét liv vi vælger. Jeg har en forpligtelse til at vise mine børn at deres liv er deres – ikke alle andres. Jeg ser det som den eneste måde hvorpå min datter og min søn kan vokse op og se sig selv og alle andre mennesker som ligeværdige og ligestillede. Du er ikke din uddannelse, dit job, det hus du bor i eller den bil du kører i. Du er ikke din plads i samfundets rangorden eller de sko du står i. Du er dig. Din fornemste opgave i livet er at blive dig, som Kierkegaard har lært os. Og du er helt fri til at blive dig.

Indser vi alle dette, er vi alle lige for hinanden. Køn, seksualitet, race og alt andet falder fra og bliver ligegyldigt. Når vi alle er frie mennesker, der vælger det liv vi vil leve, så har vi ikke længere brug for at kæmpe for ligestillingen. For da er vi i sagens natur lige: Vi lever alle det liv vi selv har valgt. 

Og her vil mange råbe op og protestere. For ingen har jo valgt deres skæbne ethundrede procent. Livet er livet og når livet hænder, er det med den største tilfældighed. Og de her tilfældigheder har det med at påvirke vores ydre muligheder. Men selvom livet giver os forskellige kort, er livets tilfældigheder, noget vi, som levende mennesker, alle er ofre for. Her er vi, i udgangspunktet, også alle lige. Livet kan give os forskellige fødder at gå med, men vi vælger stadig frit de stier vi betræder. Hvadend du er gået fallit, eller er født ind i generationers dårligdom, hvadend du har mistet dit arbejde eller din elskede, da har du stadig altid friheden. Den har du i hvert nu og så længe du lever. Friheden til at blive dig. Friheden til at være menneske. Friheden til at vælge den vej du går herfra.

Og mere end det: du har en forpligtelse. En forpligtelse overfor livet. En forpligtelse til at handle på den viden du har, på de muligheder du har. Deri består din frihed og nøglen til dit værd. Først når jeg bruger min frihed til at handle, opbygger jeg mit værd som menneske. Og først da kan jeg se mig selv og andre som ligeværdige. 

Jeg ved i virkeligheden ikke en skid om kvindekamp. Om feminisme og ligeløn og mit køns ret. Men jeg ved at jeg først rigtig følte ligeværd, den dag jeg tog livet i hånden og gik min egen vej med det. Den dag holdt jeg langsomt op med st skele til de andre og deres liv, for at se om vi var lige. For fra den dag så jeg mig selv som et frit menneske. Og som frie mennesker er vi alle lige