Jeg ku faktisk godt være blevet astronaut

Jeg har vel været omtrent 19. Jeg sad i bussen på vej fra Ikast gymnasium. Det var forår, jeg var igang med at færdiggøre min HF og indeni boblede tankerne om fremtiden. Spørgsmålet “Hvad skal du så, når du er færdig?” var på det stadie af tilværelsen blevet et fast ritual i mødet med enhver, der tilhørte mine forældres generation. 

Jeg vidste præcis hvad jeg ville. Samme år havde jeg taget filosofi som valgfag. Et lille hold, med Dorte som lærer og kun 9 elever omkring et bord i et lille depot-lokale. Filosofi var noget jeg indtil da kun havde stiftet bekendtskab med gennem lange samtaler med min far om Nietzsche, Kierkegaard og Dostojevskij. Dé samtaler var allerede dengang noget af det dyrebareste jeg kendte til. Så jeg havde store forventninger til Dorte og depotrummet.

De blev indfriet, hver og én. Dorte var filosofi-nørd; hun elskede det til fingerspidserne og vores lille hold tog hurtig form af en filosofisk debat-klub. Hver torsdag over middag mødtes vi og endevendte alt fra dannelsen af staten, over moralbegrebet til eksistentialismen. Tiden flød ud og når én time var ovre, glædede jeg mig til den næste. 

Tilbage til bussen. Skoleåret og HF gik på hæld og dér sad jeg, på vej hjem. Ved siden af mig satte sig min historie-lærer, Nis. Nis var en fantastisk lærer. Eller. Nis var en fantastisk karakter. Nis var barn af tresserne og havde med ildhu brugt de foregående to år på at forsøge at få en samling af 25 HF elever til at forholde sig kritisk til det faktum, at al den historie-litteratur der lå til grund for vores undervisning, var forfattet i den vestlige verden, af vestlige forfattere, med vestlige briller. Nis gjorde hvad han kunne for at indgyde en smule revolutionær tankegang i sindet på de unge mennesker, der krydsede hans vej. Hans succes med projektet, som gymnasielærer på Ikast Gymnasium og HF, var nok selvsagt til at overse. Ikke desto mindre havde han, over de to år, hvor jeg havde modtaget undevisning fra ham i Historie og Tysk, indgydet en respekt hos mig. Som barn af en anti-autoritær far med akut hang til revolution og oprør, forstod jeg Nis’ sprog som mit modersmål. 

Som så mange andre, var Nis nu interesseret i at vide, hvad jeg ville med tilværelsen. Opslugt af min kærlighed til filosofi, svarede jeg, at det var det jeg ville. Jeg ville studere filosofi. 

“Det må du ikke gøre” var Nis’ prompte svar. “Så ender du bare som mig. Som gymnasielærer. Find i stedet en uddannelse, du kan bruge til noget.”

Ordene satte sig fast. Så meget, at jeg stadig tænker tilbage på samtalen i bussen den dag idag. Jeg blev slukøret og tænksom. Min glæde ved at have fundet en passion, der i den grad tændte et lys i mig, blev til lutter bekymring. For her sad Nis, idealist til benet og fuldstændig druknet i uddannelsessystemets bureaukrati. Skuffelsen i hans øjne var ikke til at overse, da han sagde “så ender du som mig.” Skuffelsen over et spildt liv, ønsker der ikke blev indfriet, drømme der kun forblev drømme. Her sad en mand, der havde villet noget. Og en mand der var endt med, uge efter uge, forgæves at forsøge at tale en smule revolution ind i en ungdom, der levede fra forelæsning til forelæsning. Livet havde serveret ham en stor, fed skuffelse og nu, da revolutionen var fejlet, kunne han i det mindste gøre sit for at undgå at ungdommen endte som ham.

Jeg lyttede til Nis. I min verden var anti-autoritære typer med hang til revolution jo folk der skulle lyttes til. Jeg lyttede og jeg lagde drømmen om filosofi-studiet på hylden. Hvad kunne man i det hele taget bruge sådan en filosofi-uddannelse til? Jeg fulgte i stedet hans råd og fandt mig en uddannelse jeg ‘kunne bruge til noget’. Sådan en på Handelshøjskolen, der var både ‘erhvervsrettet’ og ‘efterspurgt’. Og Nis havde ret. Den gav mig muligheder. Muligheder, som filosofi-studiet nok ikke havde givet. Muligheder for et job fra 8-16 med en pæn løn, en bonusordning, pension og karrierestige forude.

Dét, jeg ikke vidste da jeg var 19, var at al den slags er fuldstændig ligegyldigt. En pæn løn, en stige at kravle på og en årlig bonus er alt sammen fantastisk, hvis man får det for at gøre dét man elsker. Men i sig selv har det ingen værdi. ‘At kunne bruges til noget’ er en stor kvalitet for en maskine, vil jeg tro, hvis maskiner havde holdninger til den slags. Selv havde jeg aldrig mærket et dybt-følt behov for at lave noget, der kunne bruges til noget. Jeg havde tværtimod oplevet størst glæde, når jeg gjorde de ting, der i sig selv ikke kunne ‘bruges’ til noget som helst. Såsom at sidde ved et knitrende bål i skumring, at skrive til hænderne blev ømme, at læse og lære og tænke.

Men jeg var 19 og på tærsklen til voksenlivet og det var tydeligt at mærke at den slags unyttigheder ikke hører voksenlivet til. Her stoppede legen. Her sluttede lysten og pligterne tog over. 

Jeg har siden tænkt tilbage på min snak med Nis den dag i bussen. Livet er en lang tråd af tilfældigheder og hvor mon jeg ville være, hvis jeg ikke havde siddet ved siden af Nis den dag i bussen? 

Min bogreol er fyldt med både Nietzsche, Sartre og Kierkegaard, mens jeg har fyldt mit liv med excel-ark, medieplaner og Skype-møder. Jeg blev ældre og ældre og lærte at lægge flere og flere lag oven på min lyst. Lag som “det kan man ikke leve af”, “hvad vil folk ikke tænke” og “du skal udnytte dit gennemsnit”. Jo flere år der gik, jo flere lag kom der til. Men jeg var sikker på at guleroden gemte sig for enden. Belønningen for at være nyttig, effektiv og pligtopfyldende. Klappet på håret for at have valgt rigtigt.

Det kom ikke. Og den følelse jeg havde haft i maven i depotrummet, da vi diskuterede statens oprindelse, den fandt jeg heller ikke bag min skærm fra 8-16. Men det var okay. For sådan er voksenlivet jo. Arbejdet er en pligt. Passionen kan du dyrke i din fritid. 

Der skulle gå tretten år, før det gik op for mig at det er en udmagrende måde at leve sit liv på. Og at man kan leve et helt liv uden nogensinde at lytte til sig selv, sin værdi og sin mening. Og i stedet jagte den gennemgående mening i nutidens tilværelse: at vi skal ‘kunne bruges til noget’. 

Der skulle gå tretten år før jeg forstod at vi låner denne mening fra en fjern fortid. Hvor man havde brug for mennesker, der fungerede som maskiner til at bygge byer. Og at mennesker derfor skulle bearbejdes, udvikles og optimeres efter en kravspecifikation. Og at al læring derfor skulle være nyttig. Og at alle spørgsmål derfor kom med ét og kun et svar. Og at Nis derfor gang på gang stødte panden mod “kommer det til eksamen?”-muren dengang, i Ikast. Og at det langsomt slukkede hans revolutionære flamme. Og at han derfor viftede det hvide flag på den synkende skude af menneskeligt oprør, dengang i bussen, mens han kastede mig en velment redningsplanke og råbte “red dig selv!”.

Vores børn vokser op med angst og stress. Med skam og hamrende hjerter. I et liv hvor det eneste sikre er at intet er sikkert, sender vi dem afsted med determinismen som eneste værktøj i tasken. De ser på os med store, frygtsomme øjne, mens de spørger hvad der venter dem, hvis ikke de får 12-taller, hvis ikke de svarer rigtigt, hvis ikke de vælger rigtigt første gang? Vi invaderer deres barndom med pligt og skal og bør, alt imens vi undrer os over hvor legen i vores egne liv blev af. Vi efterlader intet rum til fejl, til leg og til at lytte til stemmen inderst inde. Vi overdøver den udefra, til de ikke aner de har en stemme – og at dén er den vigtigste at lytte til.

Da jeg sad dér i bussen og var 19 og forvirret og tynget, kunne Nis lige så vel have sagt: “Gør hvad du vil, til du ikke vil det længere. Prøv af og fortab dig og begå tusind fejl. Verden er enorm og ingen kigger.” Og jeg kunne have lyttet og være blevet filosof. Eller ikke og blevet astronaut. Og verden kunne være sådan et sted, hvor børn blev det de drømte om, mens de voksne blandede sig udenom.