Jeg er en forkælet Peter Pan

Jeg stirrer ud i morgenens mørke, mens jeg forsøger at tælle timer. Jeg har glemt hvornår jeg sidst har fået en fuld nats søvn. Jeg vender mig og gnider mine fødder mod hinanden. Mit hjerte begynder at slå hurtigere og rastløsheden tager til.

“Det er som om, livet har fået en anden farve” siger jeg til Henrik igen og igen. Som om de her sidste år har fjernet sløret for mine øjne og gjort farverne mørke og slørede. Jeg ønsker igen og igen at skrue på tiden. At gå tilbage til en tid, hvor sorgen var fjern og himlen var høj. “The light years” hørte jeg en forfatter kalde det. Den salige periode, hvor årene siger vi er blevet voksne, men voksenalderens tyngde endnu ikke har lagt sig på vores skuldre. Hvor alt synes opnåeligt og åbent og fri af konsekvenser.

Jeg ved ikke om jeg nogensinde helt slipper savnet til den tid. Om jeg kan genskabe følelsen engang igen. For livet har en anden farve nu og kontrasterne er skarpe. Og jeg føler mig som en forkælet Peter Pan, der leder og leder efter den evige barndom, på konstant flugt i mørket, efter sorgløsheden igen. Og jeg nynner Leonard Cohen og fortæller mig selv at alle de sande gaver i livet er grimt pakket ind.

Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering

There is a crack, a crack in everything
That’s how the light gets in

Og udenfor mit vindue synger fuglene om nye begyndelser. Om varmen, der kommer og håbet, der endnu er vores. Jeg lytter vemodigt og forsøger at håbe. Prøver det på og ser om det passer. For håbet er stadig mit og nuet og livet. Og de mennesker jeg savner, dem skylder jeg taknemmeligheden. Og det er sorgens forbandede tve-æg: at de, du savner så det river i sjælen, de, der tvinger din krop til at stå stille, de er de selvsamme der skubber dig i ryggen og hvisker, at du må rejse dig og gå videre.