Titusind svar

Hvis I engang finder på at spørge mig, hvorfor jeg gjorde det, vil jeg have titusind svar til jer. For livet er et tæppe, der væves når vi betræder det. Der findes ikke ét enkelt facit til hvert spørgsmål, ligesom der ikke kun er ét enkelt spørgsmål til et facit. Jeg vil for altid kunne give jer titusind grunde og om tyve år, når jeg håber I spørger, vil mine titusind grunde være nye og gennemfarvet af endnu tyve års liv. Da vil dette være et tidsbillede, et monument til minde. Om den dag jeg sagde op. For at passe på jer. På mig. På livet.

Der er titusind fantastiske ting I kan bruge jeres liv på. Titusind og endnu titusind. Og I skal finde dem helt selv og løbe efter dem til hjertet hamrer i brystet på jer, og så løbe lidt længere. Og I skal forlade dem, når de mister deres lys og det skal være ok, for I skal vide at for livet er planer kun til for at blive brudt. Og det er ét af de titusind svar.

I ejer jeres liv, jeres tid og jeres passion. I kan gøre med det, præcis som I vil. Og mennesker i polo og de helt rette sko, vil fortælle jer at den slags ikke lader sig gøre. At livet er arbejde, tid er penge og passion er en hobby i weekenden. Og pludselig er livet en institution og frihed er vekslet for penge. Og I glemmer at livet var jeres fra starten og at alvor aldrig må tages alvorligt. Jeg tror ikke jeg anede, det hele var mit. Før jeg tog det hele tilbage. Det er endnu et svar af de titusind.

Jeg forsøgte dét med balancen. Work-life balancen. Jeg forsøgte, fordi jeg købte historien. Jeg troede man kunne få det hele og glæden samtidig. Men work-life balancen eksisterede ikke derude. Jeg prøvede at være alt på to steder på én og samme tid, men endte altid kun med at være noget nogen steder, engang imellem. Og slet ikke når jeg ville og hvor jeg ville og hvordan jeg ville. Jeg var bagefter, forpustet, fortabt. Og I var kede af det og savnede og græd, når jeg gik og udmattede, når jeg vendte tilbage. Work-life balance, min bare. Og det er endnu ét af de titusind svar.

Jeg kan huske en efterårsdag, hvor vi gik gennem Marselisborg, mens træerne stadig var grønne. Du, Kleo, var kun et halvt år og Line havde dig på armen. Du pegede og pludrede og Line snakkede med. I talte om træerne og fuglene og ingen ved hvad. I var opslugt og glade og himlen var høj. Året forinden havde Line fået kræft og før du blev tre, var hun borte. Hun var noget af det fineste i min lille verden, hun var bare 31 og pludselig væk. Og jeg mangler hende hver dag, hver eneste dag. Alligevel er hun lige her. Hun puster mig i ryggen og og giver en opsang. Hun tager min hånd og lader min sjæl råbe højt. Hun råber “bullshit” fra den anden side så højt at det runger. Hun var i mit liv af en helt særlig grund. Én af titusind.

Jeg håber, I spørger en dag. Jeg håber I spørger hvorfor. Hvorfor jeg sagde op og kom hjem for at leve, med jer og med livet og tiden. Jeg håber I tænker vi var rablende skøre, jeres far og jeg, et par småtossede idealister. For kun tosser tror stadig på kærligheden i et samfund drevet af angst. Og i et samfund drevet af angst, er kærlighed det bedste jeg kan give jer. Dét og mine titusind svar.