Myten om convenience

Jeg læste en artikel om Frida og Mikkel igår. Frida og Mikkel er på alle måder et par, der lever deres ideologi. På gården Stenbjerglykke lever de selvforsynende i pagt med naturens gang og med hjælp fra deres børn. Hele familien tager del i det arbejde det er at leve livet på gården. Og dét er netop pointen: det er hårdt arbejde. At forsyne sig selv og sin familie efter gammeldags metoder er benhårdt arbejde  hver eneste dag. Men ifølge Mikkel og Frida, er det arbejdet der giver meningen. Ikke de lange ferie-dage, hvor vi kan drive og dovne og drømme, men dagligdagen med arbejdet for maden på bordet. 

Frida og Mikkels tilgang til tilværelsen pustede til noget, jeg længe har funderet over: Hvordan convenience (det danske ord Bekvemmelighed er simpelthen ikke tilstrækkeligt i denne sammenhæng) er blevet en af de centrale værdier i vores samfund. Og hvor bagvendt dét er. For convenience er ikke og har aldrig været en værdi i sig selv. Convenience er en nødvendighed i et samfund, der løber løbsk; en pille, der fjerner symptomerne, men aldrig kan kurere sygdommen.

I mit arbejde har jeg oplevet hvordan convenience igen og igen er blevet det centrale salgsargument, når en service eller et produkt skal markedsføres. “Fordi det er nemt! Fordi det sparer tid!” er argumenterne, og alle nikker. Med ét enkelt klik, er en tagline jeg har brugt alt for mange gange i mit arbejde. 

For der er jo en grund til at vi alle jagter den, bekvemmeligheden. Convenience er lidt som dovenskab. Det føles dejligt i øjeblikket og giver en masse på den korte bane. Som når du har hovedpine og tager en Panodil. Smerterne forsvinder, det føles godt. Vi kan løbe lidt stærkere, blive lidt længere på arbejdet, klemme en ekstra løbetur ind i ugen og se lidt mere Bagedyst om aftenen. Når ikke vi skal bruge tid på selv at handle ind, støvsuge, køre til byen efter julegaver, huske venners fødselsdage, sætte en plade på afspilleren, og så videre, og så videre. Så vi ender med at jagte convenience og proppe den ind i alle aspekter af vores tilværelse. For det føles rart med en ekstra løbetur, ekstra fritid, mere Bagedyst. Belønningen sker med det samme og vi klapper os selv på ryggen for at få puslespillet til at gå op. 

Der er bare ét problem: Nok føles convenience dejligt her og nu, men på den lange bane ender den med at gøre problemet langt være. Den Panodil vi sluger hver dag, gør os blinde for det faktum at der ligger en sygdom til grund for vores smerte. 

Mennesket har været jæger og levet i pagt med naturen i omtrent 200.000 år. Herefter begyndte vi at dyrke jorden gennem landbruget. Først indenfor de sidste par hundrede år er vi begyndt at bevæge os væk fra skaffelsen eller dyrkelsen af egen føde som primær beskæftigelse. Med industrialiseringen blev ideen om den industrielle effektivitet  altomfattende. Hele vores tilværelse opereres efter effektivitetens principper og vi glemmer helt at vores natur er en anden. At dét at arbejde for føden, at tage os af familien og skabe tryghed om hjemmet ligger dybt i vores dna. At fysisk arbejde efterfulgt af belønning, er fundamentet for den mening vi finder i tilværelsen.

Aldrig har så mange daglige aktiviteter kunnet udføres så bekvemt som idag – og aldrig før har så mange mennesker kæmpet med at finde meningen med tilværelsen. Vi identificerer os med de maskiner vi omgiver os med, instrumentaliserer kroppen og gør hjernen til kommandocentralen. Vi implementerer convenience overalt, så maskinen kører så gnidningsfrit som muligt. Og alt imens mangler vi pludselig gnidningerne, kampen, fysikken. Vi går i terapi-have og bliver selvforsynende for igen at få belønningen af at dyrke vores jord. Vi løber marathon og kører mountainbike for at genforene os med kroppen og den fysiske kamp for målet. Vi strikker, hækler og laver keramik på livet løs, og genfinder glæden ved håndværket. Vi søger efter kampen, efter igen at mærke det hårde arbejde og den efterfølgende belønning.

Jeg tror ikke idealet er at vi alle flytter på landet og dyrker vores egen jord og syr vores eget tøj. Udviklingen er konstant og den er en del af den menneskelige præmis. Jeg tror heller ikke at convenience kun er til skade. Convenience giver os tid og kan være et effektivt middel til et større mål. Men jeg tror det er vigtigere end nogensinde før, ikke at glemme mennesket i udviklingen. Huske, at det nemme liv – hvor tillokkende det end virker – ikke nødvendigvis er et meningsfuldt liv; tværtimod. I en verden hvor alt må vige for målet, genfinder vi kun meningen hvis vi en gang imellem husker os selv på at se ned på vores fødder og fortabe os lidt i rejsen, i arbejdet og i det ubekvemme.