Om træer

Jeg hører blues og læser om Efteråret i Gyldendals årstids-tetralogi. Jeg sletter ordet tetralogi tre gange, fordi det er et bæ-ord. Jeg måtte slå det op på Google: “Triologi med fire”. Tetralogi. Det lyder som et humanistisk studie.

Tonerne af Little Wing giver mig akut barndoms-hjemve. Efterår og blues. Det stemmer nok meget godt.

Jeg læser om træ-frøenes vækst og modning og standser op:

“Nogle efterår står træerne fyldt med frø, andre år er der næsten ingen. Det skyldes dels ydre, klimatiske påvirkninger, dels en rytme, som det enkelte træ følger. Nogle år samler de næring til vækst, andre år går en stor del af sommerens næringsoverskud til forberedelse af blomstring og frøsætning det følgende år.”

Det er vel det samme vi gør, os mennesker. Nogle år planlægger vi, vi drømmer, vi ser fremtiden klart og vi sætter frø; vi vokser. Og pludselig standser vi op. Drømmene braser og vi kan intet andet end at være her, nu. Intet andet end at samle næring. Vi forstår ikke hvad der sker, hvor fremdriften blev af. Så vi prøver igen og igen. Fremad må vi. Vi må videre på vejen, videre med planerne. Men vi kommer ikke videre, vi kan ikke.

Ligesom træet, har vi brug for pauser. Vi har også brug for at samle næring til vækst. Træet har forstået det. Man kan ikke blot vækste og vækste, uden at fodre væksten. Det er noget andet med os, tror vi. Vi er ikke en del af naturen, tænker vi. Så vi slår os selv oveni i hovedet, hver gang naturen tvinger os til at stoppe op og samle næring. “Hvad er der galt med mig?” tænker vi og gør os selv syge af bekymring over ikke at kunne fare frem med evigt stigende tempo.

Der er intet galt. Vi er blot træer. Hvilken betryggende tanke.