Jeg kan umuligt være den eneste...

Vi sejler gennem morgenens tusmørke

Hver morgen, når vi vågner i mørket, hiver du i mig med et “Kom nuuu, mor, kom!” Sammen kryber vi ud over sengekanten, søvnige, krøllede og halvblinde i mørket.

Jeg løfter dig op, sætter dig på hoften og du smiler et hemmeligt smil. Jeg smiler igen og sådan sejler vi gennem morgenens tusmørke, du og jeg. Du med rank ryg på min hofte og et smil af forventningens glæde over en ny dag, der snart lysner. Jeg med håret uglet og ugers træthed i lemmerne.

Morgen efter morgen mødes vi her. I vores stille, hemmelige sejltur gennem huset. Du og jeg. Med smil og ryggen rank, mod dagens lys.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg kan umuligt være den eneste...