Mørket åbner døre

Mørket er tungt af ånde fra os alle fire. Buttede barnefingre holder fast i min arm, på min mave hviler en fod og på gulvet en af nattens brugte bleer.
Mit hemmelige liv her i mørket åbner døre både frem og tilbage. Jeg drømmer mens jeg er vågen og nyder nattens stilhed når den lille spiser.
Engang var vi to i dette mørke. Forvirrede, forelskede, for os selv. Nu er vi fire. Det er så mærkeligt magisk at lave en familie. At udvide indefra. At have dem hos sig, men hele tiden mindre og mindre. Fra mave, til arm, til hånd og videre ud i verden. Jeg snuser dem i nakken og tænker at vi alle har hinanden til låns. En dag må I videre.

Men her i sengen og mens I er mine, kan jeg ligge i mørket og åbne døre fremad. Til en barndom med jer. Endeløse sommerdage og den bedste kælkebakke. Is større end hænderne kan bære og skrammede, bare knæ. Den der følelse, når tåen rammer asfalten, fra pedalen på cyklen. Det sekund, hvor tyggegummiboblen sprænger og klistrer sig fast til ansigtet.

I skal det hele og jeg er kun med. Ser til og suger og forsøger at gemme det hele. Til I en dag ikke er til låns længere.