Jeg kan umuligt være den eneste…

… der ikke bryder sig om nytår.

Hvert år omkring denne tid lander den samme, velkendte uro i kroppen og jeg ønsker inderligt at kunne aflyse årets sidste dag og hoppe direkte til januar og et helt nyt år.

Og med god grund.

Fyrværkeri gør mig bange, afslutninger gør mig melankolsk, larm udmatter mig og pænt tøj og opsat hår får mig til at føle mig som en fisk på land.

Nytåret giver mig akut flugt-instinkt og jeg veksler hele dagen idag mellem lige dele savn til julens trygge, vamsede, varme overspisning af snebolde og januars grå og forudsigelige hverdag. Jeg vil spole. Tilbage eller frem. Bare jeg slipper for d. 31.

det har været sådan så længe jeg kan huske. Som barn elskede jeg den højtidelige stemning, der indfandt sig når “Vær velkommen” strømmede ud fra fjernsynet lidt over tolv. Det gør jeg stadig. Men jeg hadede det fyrværkeri og bulder og brag der fulgte efter. Larmen gjorde mig ængstelig og fyrværkeriet gjorde mig bange. Allerhelst ville jeg sidde indendøre og se ud på de mange fine farver, mens jeg i al hemmelighed glædede mig til det gik over. Og allermest holdt jeg af gåturen med min mor dagen efter, når det hele var overstået, alt var gråt og verden åndede ro igen.

Senere, da jeg blev ældre, ændrede nytåret betydning. Nu var det noget med årets fest og champagne-branderter. Glimmer, opsat hår og høje hæle. Forventninger, der ikke blev indfriet. Og mig, der inderligt glædede mig til 1. januar, hvor jeg igen kunne trække i løst tøj og lade håret og forventningerne hænge.

Idag er nytår blevet en sær blanding af det hele og mere til. To små børn har introduceret en ny form for uro for det snigende midnats-bulder, der med garanti afbryder deres nattesøvn op til flere gange. De seneste år har desuden gjort at denne status-dag følges af en bølge af tungsind, der stille og roligt ruller sig ind over min december-ro. Minder om hårde år, om dem vi har mistet, om det vi har gennemgået og lært. Tanker om det kommende år, om det vi skal igennem, dem vi står overfor at miste. Sammen med taknemmelighed over det vi har, det vi har bygget, de to smukke børn vi har fået – det faktum at vi alle har hinanden og at det er den vigtigste status af alle.

Og dér, et sted midtimellem, lander det så, mit nytår. Vi holder det helt alene i år. Os to og vores to små. Ingen forventninger og rigeligt med tid. Udsigt til farverne fra vinduet. Fryd over knaldperler på terrassen. Taknemmelighed, når klokken slår tolv. Over alt hvad vi har og har haft. Over at vi står her endnu, sammen. Og over at det, trods alt og endnu engang, endelig blev d. 1. januar.